12 tips til at komme i gang med at træne

Blogger Christina Nahnsen er i god fysisk form, og det gør en stor forskel i hendes hverdag. Hun er næsten blind, men det har ikke forhindret hende i at prøve sig selv af på en række sportslige og fysiske områder. Hun har forsøgt sig med judo, klatring, yoga, fitness og ikke mindst dans, der er hendes store passion. Her giver Christina dig en række gode råd og tips til at komme i gang med træningen.

1. Dyrk din lyst

Hvad har du lyst til? Det nytter ikke noget, at motion bliver noget, du bare skal have overstået, for så afhænger alt af din vilje, og den mister du, hvis du ikke har glæden ved det, du gør.

Vi får hele tiden at vide, at vi skal dyrke idræt og motion, og særligt mennesker med synshandicap er generelt i dårligere form end resten af befolkningen, så det er nok rigtigt, at vi skal være mere aktive. Men vi skal ikke være det, fordi vi får at vide, vi skal være det. Vi skal være aktive og dyrke idræt eller motion, fordi vi bliver gladere, og fordi vi kommer ud og er sammen med andre.

Så hvad synes du er sjovt? Hvilke fysiske aktiviteter gør dig glad eller har før i tiden gjort dig glad? Er du til det vilde eller det stille?

Tal eventuelt med andre om, hvor de kunne forestille sig, at du ville passe ind i en motionssammenhæng eller lav en liste over alle de ting, du kunne tænke dig og prioriter dem, så du kan prøve forskellige ting af, hvis det første, du kaster dig over, alligevel ikke lige er dig.

2. Tænk ud af blindeboksen

Som synshandicappet kan man godt falde i den fælde at skulle gøre alt i sit liv sammen med andre med synshandicap. Det kan være både trygt og godt og rigtigt på mange områder, og nogen vil også finde en større glæde ved at dyrke sport sammen med andre, der har et handicap.

Men det kan også være en begrænsning, fordi du giver dig selv færre muligheder, hvis du kun vil dyrke din sport eller gøre motion sammen med andre, der er enten blinde eller stærkt svagsynede eller på en eller anden måde bare har nedsat syn eller ser dårligt.

I stedet for at tænke synshandicap først, så tænk hold eller klub. Hvad ligger i nærheden, er der noget af det, du har lyst til, også selvom det er en almindelig klub – så prøv det af. Det kan ikke gå værre end galt.

3. Tag kontakt og stå fast

Når du har fundet ud af, hvad du har lyst til, og hvor det tilbud findes i dit nærområde, så tag kontakt til klubben og lad være med at lade dig feje af.

Jeg har selv prøvet det, da jeg henvendte mig i en klatreklub for at få en prøvetime. Instruktøren var meget usikker og fokuserede mere på problemer end løsninger i forhold til mit synshandicap. Der var sikkerhed, og jeg skulle have en makker og mange andre mere eller mindre dårlige grunde til, at jeg ikke kunne klatre.

Jeg sendte så en mail, men klubben vendte aldrig tilbage. Jeg fik ikke engang et reelt afslag. Det kan da godt slå én ud, men så må man prøve igen.

Jeg valgte så at tage kontakt til en judoklub, og denne gang nægtede jeg at lade mig afvise. Jeg fik lov at komme til prøvetime sammen med min søn, og det gik godt. Alligevel mente de i klubben, at det ville være meget bedre for mig at dyrke judo sammen med andre synshandicappede.

Det kan med andre ord være ret svært at komme igennem med sine ønsker, men vi bliver nødt til at kæmpe for vores ret til at dyrke idræt og motion de samme steder som alle andre.

4. Brug nettet

Jeg søger ofte på nettet efter de aktiviteter, som jeg interesserer mig for. Google er din ven – også i sportens verden.

Søg på aktiviteten og dit postnummer eller navnet på din by, så kommer der forskellige muligheder op, og mange klubber kan man læse lidt om på forhånd, så man er inde i tingene, inden man ringer til kontaktpersonerne for at høre mere.

5. Tag privattimer

Jeg ved godt, at det lyder dyrt, og det er det også, og for mange er privattimer ikke en mulighed. Men hvis du har det økonomiske overskud, så er det en genial måde at komme i gang på. Så har du en at følges med, der kan guide dig og sætte dig i gang med de forskellige øvelser – om det er fitness, yoga, dans eller judo.

Det kan også skyde din sportsinteresse i gang, og du kan komme på et niveau, som gør dig i stand til at fungere godt på de almindelige hold senere hen.

Jeg har selv fået privattimer i dans. Jeg arvede nogle penge, som jeg valgte at investere i dans. Det var faktisk gennem dansen, at jeg lærte at acceptere mit synshandicap, og på den måde har pengene været en virkelig god investering.

Men igen – det er dyrt. Men måske har du en god ven, der er særlig god inden for en sportsgren eller en aktivitet, eller du kan lave et opslag på sociale medier og spørge, om nogen kunne tænke sig at give dig lidt undervisning i den sportsgren, du nu er interesseret i. Så kan det være, at frivillige vil hjælpe dig i gang.

6. Kom i god tid

Det hele er bare mere besværligt, når man har et synshandicap. Jeg har selv haft stor glæde af god planlægning og af at komme i god tid.

Det gælder særligt i fitnesscenteret. Jeg gik til holdundervisning, hvor vi skulle bruge elastikker og vægte. Jeg kom altid i rigtig god tid, så jeg kunne finde redskaberne og lægge dem ved min plads, præcis som jeg helst ville have det, så jeg kunne finde tingene i undervisningen. Det samme, hvis du skal klæde om eller være klar på et særligt tidspunkt for at følge en træning.

Lad være med at stresse dig selv, men kom i stedet i god tid, så du har overskud, når der er behov for det, og du på den måde kan få mest muligt ud af træningen.

7. Find din rette plads

Holdtræning er bare sindssygt udfordrende med et synshandicap. Det er svært, og måske er det en god idé at have en ven eller en hjælper med, der kan synstolke øvelserne de første gange.

Det kan også være en mulighed at tale med instruktøren før en holdtime i gymnastik eller pilates, fitness eller yoga. Ikke for at kræve særbehandling, men bare så han eller hun ved, at der står en, der måske lige skal have en ekstra forklaring, og på den måde kan instruktøren tage hensyn, uden det går ud over holdet eller den samlede undervisning.

Du skal finde den plads, hvor du er mest tryg. Det kan være, at du helst vil stå bagerst eller ude i et hjørne, eller forrest, fordi du så kan se lidt af, hvad der foregår. Du må prøve dig frem, og her gælder det om at huske dig selv på, at du har lige så meget ret til at være der som alle de andre. Det kan godt være, du gør det lidt langsommere eller lidt mere kluntet, men du er i gang, og når du først er med på holdet, så finder du også ud af, hvor du står bedst, og hvordan det hele fungerer bedst for dig. Men det kræver, at du kommer i gang og tør kaste dig ud i det.

8. Tag manden med den hvide stok med

Hav altid din badge eller dit armbind med manden med den hvide stok på. Så ved de andre, at her er der en holdkammerat, der ikke ser for godt, og det bliver meget nemmere at forstå, hvorfor du måske lige står i vejen. Markeringen af dit synshandicap giver også de andre deltagere en mulighed for at tilbyde deres hjælp i forskellige situationer, hvor du måske har brug for den. Det sender også et signal til instruktøren om at være opmærksom på dig i forhold til, om du gør øvelserne rigtigt og så videre.

Du kan også lave et lille opslag, som du kan hænge op i klubben eller centeret, hvor du præsenterer dig selv og lige skriver, at du har et synshandicap, og hvis de ser dig i centeret, så er det i orden at spørge, om du har brug for hjælp.

Jeg har selv haft stor gavn og glæde af at skrive i forskellige grupper på blandt andet Facebook forud for danse-festivaller. Jeg præsenterer mig selv, forklarer om mit synshandicap og så laver jeg en vejledning til, hvordan andre byder mig op til dans. Jeg kan jo ikke bare selv gå rundt eller få øjenkontakt med andre og den vej igennem blive budt op. De andre dansende kan også godt være lidt usikre på, hvordan de skal gøre det eller reagere.

På samme måde i judo-klubben eller i fitnesscenteret. Men skriv en seddel, så er det meget nemmere at komme i kontakt med andre, og de vil som regel altid gerne give en hånd eller hjælpe dig, hvis du har brug for det.

9. Små hold og centre

Jeg ville aldrig selv storme ind i Fitnessworld og regne med, at det ville blive en succes. Jeg kigger altid efter små centre eller mindre hold, som jeg kan overskue og lære at kende hurtigt, så jeg bedre kan orientere mig og overskue de situationer, jeg kommer ud i.

Dermed ikke sagt, at andre ikke kan få succes i store centre – bare kom af sted, hvis du har muligheden. Men et lille tip kunne være at finde de små fitnesscentre med personlig betjening eller mindre hold, hvor der er bedre tid til den enkelte deltager. Du kan jo også altid skifte hold og prøve forskellige instruktører af, hvis du ikke er helt tilfreds med den, du har. Nogle er bare bedre til at forklare øvelser og bevægelser end andre. Så vær åben over for at shoppe lidt rundt mellem hold eller klubber i begyndelsen, indtil du finder det rigtige sted, der lige passer dig.

10. Overvind din usikkerhed

Du skal ud at stå i usikkerheden og mærke jorden ryste under dig, inden det hele falder på plads. Sådan har jeg i hvert fald ofte følte det, når jeg kastede mig ud i en ny sportsgren eller fandt et nyt fitnesscenter. Det er bare sjovere, når det er blevet en vane, og man er tryg ved omgivelser, indretning og de andre i klubben.

Alle føler sig kluntede og dårlige til det, de lige er begyndt på, og det er altså uanset, om man har et synshandicap eller ej. Selvfølgelig hjælper det ikke ligefrem at være blind eller stærkt svagsynet, men bare for at sige – alle har stået en første gang til zumba eller salsa eller spinning og tænkt: Hvordan pokker gør jeg lige det her? Det finder du ud af hen ad vejen, hvis du altså har modet til at gøre det første gang.

Man skal virkelig ville det, når man har et synshandicap og man skal kæmpe ekstra for det. Sådan er det at have et handicap, men det må aldrig blive en grund til ikke at gøre det, man har lyst til og komme ud og bevæge sig blandt andre mennesker og få en sjov og fysisk oplevelse.

11. Brug din hverdag

Hvis du virkelig har svært ved at se dig selv gå ned i et fitnesscenter eller ringe til en sportsklub, så er der den mulighed, at du simpelthen bruger de fysiske udfordringer, der ligger lige for i din hverdag.

Jeg er for eksempel ikke så tryg ved at løbe, men jeg vil gerne træne min kondition og få min puls i vejret. Så bruger jeg trapperne i min opgang. Jeg drøner op og ned, for her er der et gelænder, jeg kan holde fast i, og jeg er i trygge omgivelser. En måtte rullet sammen under sengen, noget god musik og så øvelser, som vi kender det fra vores skoletid: Mavebøjninger, armbøjninger, rygbøjninger og så videre.

Du kan også finde et motionsprogram på nettet, hvor øvelserne bliver forklaret godt, og så kan du følge det. Du kan også bare skrue op for musikken og danse ti minutter eller en halv time. Slev fem minutter gør en forskel og giver ofte en lille smule lyst til meget mere.

12. Tro på dig selv

Giv dig selv tid til at komme i bedre form og lad være med at lægge for hårdt ud eller have for store forventninger, så bliver det alt for let at give op og stoppe med det, man lige var gået i gang med.

Sæt realistiske mål i begyndelsen. Træn hellere lidt, men ofte, frem for flere timer, og så er du ødelagt i kroppen i dagevis bagefter, og så kommer du ikke i gang igen. Start med at gå på trapperne, hvis du er utryg ved at løbe eller aldrig har løbet før og derfor slet ikke er i form til det. Tag en ven under armen og gå en tur. Moderat langvarig gang er lige så godt som løb i længden, og alt er bedre end bare at sidde i sofaen.

Så tro på dig selv og tilgiv dig selv, at du ikke er hverken hurtig eller god i starten. Det skal du nok blive. Men det kræver, at du bliver ved, og så er vi tilbage ved tip nr. 1 – find ud af, hvad du bedst kan lide, og hvad der gør dig glad i forhold til at bevæge din krop. Du skal elske det, hvis du skal holde fast i det.