Jeg kommer aldrig til at acceptere, at jeg har mistet synet. Men jeg har valgt at få det bedste ud af det. Ligesom jeg selv er blevet inspireret af mennesker, jeg har mødt, ønsker jeg at inspirere andre til at leve et liv med de udfordringer, man nu engang har fået tildelt. For mig handler det om at vælge livet til. Være omstillingsparat og løsningsorienteret. Jeg vil i min dagbog dele mine tanker om mit liv som blind.
Hvordan er livet som mor, når man ikke kan se sine børn? Hvordan får man familieliv, job og uddannelse til at hænge sammen, når man samtidig har et synshandicap? Hvordan ser en helt almindelig hverdag ud i familien? Skal man gøre alting selv, eller er det okay at spørge om hjælp? Kan man bestemme sig for at være stærk og parkere sit synshandicap, eller bliver man indhentet før eller siden? Og hvad gør man så med børnene, med jobbet og med alle drømmene om det gode liv? I 2022 kan du følge med i Ann-Sofie Martlev Apels liv, når hun hen over dette års fire numre af øjeblikket lukker op for sit liv og lader os læse med i hendes dagbog fra en blind mors hverdag.
Følelsen af mine børn, der vælger mig til, er bare guld værd. Jeg ville aldrig have været det foruden. Men jeg vidste heller ikke, hvordan jeg skulle klare det, dengang jeg fik at vide, at jeg ventede min første.
Ann-Sofie Martlev Apel
Det er mandag. En ny uge ligger foran os. Jeg står op kl. halv seks og gør mig klar. Lukker min førerhund ud og lufter ham. Bagefter står den på morgenmad til børnene. I dag skal vi have havregrød med hjemmelavet æblemos. For at gøre det nemmest for mig selv, tager jeg en gryde, jeg kender. Kommer en kop havregryn i gryden og tilsvarende to kopper vand. Jeg koger det ved middelvarme, så jeg er sikker på, det ikke brænder på. Ligesom andre mødre flyver tankerne omkring dagen, og hvordan den skal gå. Om mine børn, Malte, der lige er fyldt fire, og Lea, der bliver to år i næste måned, har sovet godt. Om de trives. I bund og grund er det de samme tanker, min veninde som seende har. Jeg kan høre den yngste kalde inde fra værelset. Alt er sat frem på bordet, så vi bare kan sætte os. Jeg vil gerne have tid til mine børn om morgenen, men som blind har man også brug for at være nogle skridt foran, så der er overskud til de situationer, der kan opstå, når man har små børn.
Jeg åbner døren ind til min datter og kan høre, at hun står og griner til mig og siger: Op mor, mens hun løfter armene. Jeg kan høre, at den store også er vågen. Jeg går ud på badeværelset for at gøre klar til at skifte den lille, og så mærker jeg, at min søn er kommet ud til os, og at han nu står og krammer mit ben. Følelsen af mine børn, der vælger mig til, er bare guld værd. Jeg ville aldrig have været det foruden. Men jeg vidste heller ikke, hvordan jeg skulle klare det, dengang jeg fik at vide, at jeg ventede min første. Dengang gik der rigtig mange tanker i gang, mange ting, jeg ikke vidste. Men som jeg står der på badeværelset med begge mine børn omkring mig, føler jeg, det hele er kommet skridt for skridt. Vores børn har lært, at kommunikation foregår på en anden måde, når mor er blind. De ved, at de skal tale til mig eller skubbe til mig, hvis de vil have min opmærksomhed. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig det samspil, vi har bygget op, men det er de små ting, skridt for skridt.
Min søn tager selv tøj på – det har vi lært ham. Jeg guider ham og skifter samtidig min datter. Så børster vi tænder. Jeg putter en lille smule tandpasta på min egen tunge, for så ved jeg, hvor stor en mængde, der kommer på ungernes tandbørster, og så børster vi ellers derudad. For at jeg kan være sikker på, at jeg får børstet de rigtige steder, tager jeg min pegefinger og fører tandbørsten efter, for så ved jeg, det bliver gjort ordenligt.
Vi spiser havregrød, og begge børn leger, mens jeg bagefter rydder af bordet. Det hele foregår stille og roligt, hvor alle kan følge med. Det har været en af de store udfordringer for mig. Jeg har følt, at jeg skulle klare det hele på ingen tid. Det endte altid med, at jeg selv blev stresset, og at mine børn blev kede af det. Derfor står jeg nu tidligt op, så der er god tid.
Børnene kommer i overtøjet, og vi er klar til afgang. Taskerne pakkede jeg søndag aften. Jeg går altid grundigt til værks. Dufter til alt tøjet, så jeg er sikker på, det er rent, og er jeg i tvivl, ryger det i vasketøjskurven. Det er vigtigt for mig, at det er mig selv, der gør det. Min kæreste spørger tit, om han ikke skal klare det. Men jeg brug for at vide, hvad mine børn har med og have overblikket.
For mig handler det om at vise mine børn, at jeg er mor som alle andre, og at det er mig, der tager sig af dem. Uanset hvilket handicap man end har, eller hvilke udfordringer man står over for, er det vigtigt for almen dannelse og læring, at børnene ikke tror, at mor er handicappet og skal hjælpes hele tiden.
Jeg har købt en cykeltrailer, hvor børnene kan sidde fastspændt ved siden af hinanden. Jeg spænder den fast om livet og trækker den efter mig, så jeg har hænderne fri til stok og førerhund. Min førerhund kender turen. Inden børnene begyndte i institutionen, lavede jeg et kæmpe forarbejde. Jeg ringede til institutionen for at høre, hvordan hele afleveringsproceduren var. Herefter kontaktede jeg min mobility-instruktør. Vi har gået ruten mange gange og taget den i delmål. Sådan lærte jeg at gå ruten. Jeg har øvet ruten mange gange, for jeg skal vide, hvor jeg er henne, når jeg har to små børn siddende i traileren. Det er mit ansvar, at de kommer frem i god behold. Min store udfordring er, at jeg er typen, der gerne ville kunne det hele i går.
Heldigvis har jeg en rigtig god kæreste, der er god til at fortælle mig, at alting tager tid, og øvelse gør mester. Det siger jeg også til mine børn, men det er sjældent nemt, når det kommer til en selv.
Jeg sætter en øresnegl i øret og kobler GPS på min telefon. Turen er på cirka 2,5 kilometer, hvor jeg går på en stor hovedvej, og her følger min førerhund mig trygt på vej. Fremme ved institutionen må jeg parkere traileren lidt væk, da den fylder meget. Men jeg har lært den store at gå foran og fortælle, hvor han er. Vi har lavet det til en leg. Jeg spørger: Malte, hvor er du? Og han svarer: Jeg er her, mor. Sådan finder vi op til lågen og ind i institutionen, hvor jeg først afleverer Lea, inden jeg tager Malte i hånden, og vi går ind i børnehaven.
Jeg bor i en lille by uden for Vejle. Jeg har fået en praktikplads efter en lang, sej kamp med mere end 60 ansøgninger. Jeg tager bussen ind til stationen, og derefter går jeg til mit arbejde. Turen er ikke ret lang, men jeg er ikke vant til at navigere inde i en stor by. Jeg har øvet ruten mange gange med min førerhund, men er stadigvæk nervøs. Herude på landet, hvor jeg bor, er der ikke så meget at forholde sig til. Hvis jeg kommer til at gå over på den anden side, kan jeg som regel lytte til trafikken og høre, hvordan jeg kommer tilbage på rette kurs igen. Selvom jeg har en førerhund, der hjælper mig, bliver jeg stadig nervøs, hvis jeg ikke ved, hvor jeg står. Jeg kan jo i princippet stå midt ude på en vej og ende med at blive kørt ned. Så det kræver mange ressourcer for mig at komme rundt.
Følelsen af at være selvstændig og have min frihed er lige så stille ved at indfinde sig hos mig igen. Men uanset hvordan jeg planlægger eller vender og drejer det, skal jeg stadigvæk være ti skridt foran den situation, der kan opstå. Det kan være enormt drænende, men jeg har aldrig fortrudt, at jeg tog imod praktikpladsen. Hver dag kæmper jeg en brav kamp for at komme i mål. Jeg erkender, at der er lang vej endnu, og jeg er måske ikke altid så realistisk omkring tidshorisonten på de ting, jeg gerne vil lære, men jeg er på vej.
Mit budskab er, at det handler om, hvordan du vælger at leve dit liv. Vi bliver alle påvirket udefra og af vores omgivelser, men det er kun dig selv, der vælger at sætte en begrænsning eller bryde en grænse ned. Åbne en ny dør. Hvis jeg gerne vil, så ved jeg, at jeg kan. Jeg håber, min dagbog kan inspirere andre – ikke kun mennesker, der mister synet, men som måske bliver ramt af sygdom eller andre udfordringer i livet. Du kan vinde livet tilbage, når tiden er rigtig, og du selv er klar.
Vil du være med til at sikre, at Ann-Sofie og andre blinde mødre kan få den rette hjælp? Når du giver en Mors dags-gave til blinde og stærkt svagsynede, så kan vi i Dansk Blindesamfund fortsætte med at give den rette hjælp, når synet svigter.
I sidste afsnit af sin dagbog ser Ann-Sofie tilbage på året, der svinder bort, mens julesmåkagerne bager sprøde i ovnen, og ungerne pynter op. Et år med et personligt sammenbrud, men også et år, hvor hun blev stærkere, fandt sig selv, fik nærværet tilbage i familielivet og til sidst kunne erkende over for sine børn: Ja, mor er blind!
Jeg er blevet sygemeldt. Det føles som et nederlag. Og samtidig en forløsning. I årevis har jeg ignoreret mine følelser omkring det at miste så vigtig en sans som synet. Jeg har handlet mig væk fra følelserne. Hver søndag aften planlagde jeg den næste uge, og jeg proppede så meget i min kalender, at det blev helt umuligt for mig at overkomme. Jeg vidste det egentlig godt, men jeg lukkede øjnene for det. Jeg accepterede, at sådan var livet bare, når man havde små børn, i gang med en uddannelse, passede et arbejde og samtidig forsøgte at komme ud på…
I forrige afsnit fortalte Ann-Sofie om sit liv som mor, og hvordan hun balancerer blindhed og en travl hverdag med børn. I dette afsnit af en blind mors dagbog erkender Ann-Sofie, at hun ikke behøver at gøre alting selv. At hun ikke har overskuddet, og at det er ok at få hjælp. Og så fortæller hun om at knytte et tæt bånd til konsulenten fra Dansk Blindesamfund og spejle sig i et andet menneske med synshandicap.
Jeg kommer aldrig til at acceptere, at jeg har mistet synet. Men jeg har valgt at få det bedste ud af det. Ligesom jeg selv er blevet inspireret af mennesker, jeg har mødt, ønsker jeg at inspirere andre til at leve et liv med de udfordringer, man nu engang har fået tildelt. For mig handler det om at vælge livet til. Være omstillingsparat og løsningsorienteret. Jeg vil i min dagbog dele mine tanker om mit liv som blind.
