Jeg er blevet sygemeldt. Det føles som et nederlag. Og samtidig en forløsning. I årevis har jeg ignoreret mine følelser omkring det at miste så vigtig en sans som synet. Jeg har handlet mig væk fra følelserne. Hver søndag aften planlagde jeg den næste uge, og jeg proppede så meget i min kalender, at det blev helt umuligt for mig at overkomme. Jeg vidste det egentlig godt, men jeg lukkede øjnene for det. Jeg accepterede, at sådan var livet bare, når man havde små børn, i gang med en uddannelse, passede et arbejde og samtidig forsøgte at komme ud på den anden side af et synshandicap.
Der har været flere episoder med børnene, og endelig er jeg da vågnet op. Malthe har flere gange sagt til mig: Mor, hvorfor vil du ikke lege med mig? Og jeg har undret mig og svaret: Det gør jeg da. Jeg sidder jo her på legetæppet med dig. En dag svarede han: Men mor, du sidder jo bare, du leger ikke med mig. Min lille dreng på fire år fortæller mig dét, jeg ikke selv kan se. At jeg ikke er mentalt til stede. Det gjorde så ondt i mit hjerte, da han sagde det, at jeg faktisk ikke vidste, hvordan jeg skulle håndtere det. Jeg gjorde det, som jeg kendte bedst til. Jeg fortsatte og proppede mere i kalenderen.
Der var også en veninde, der forsøgte at prikke lidt til mig. Hun kunne jo godt se, den var helt gal, så da vi var ude på en gåtur, stoppede hun op, kiggede på mig og sagde: Hvad har du egentlig tænkt dig at gøre med den uddannelse, som er den vigtigste i hele verden?
Jeg forstod ikke, hvad hun spurgte om og snakkede bare videre. Så forklarede hun mig så fint, at alt det, som andre gør med venstre hånd, fordi de har et syn, det skal jeg bruge enormt mange ressourcer på. Hun sagde så fint til mig, at den uddannelse, som er den vigtigste for mig, er uddannelsen i at mestre at være blind. Lige i det sekund, hun sagde det, følte jeg, hun var unfair. Men hun ramte jo hovedet på sømmet. Jeg har ikke villet erkende, at det var og er en kæmpestor omvæltning i mit liv at miste synet. Det kræver en enorm selverkendelse at nå til den konklusion, og jeg har gjort alt for at slippe for selverkendelsen.
Jeg gik også til Body SDS, som er en fysisk terapiform, som lader kroppen give slip. Terapeuten fortalte mig, at det ville være rigtig fint, hvis jeg fik fjernet nogle af de ting og opgaver, som ikke gav mening i min hverdag. Jeg var fast besluttet på at følge hendes råd, indtil jeg kom hjem og bare fortsatte. Jeg mestrede simpelthen ikke at ændre min kurs.
Så kom der en nat, hvor jeg havde så ondt i min mave og ikke kunne sove. Jeg lå og tænkte på alle de gange, hvor jeg havde været ude at gå tur med min førerhund Nicca og fuldstændig mistede min orienteringssans. Hvordan jeg blev svimmel og måtte stoppe helt op. Det var, som om mit indre kompas bare snurrede rundt, og jeg kunne slet ikke finde vej. Jeg huskede, at der havde været flere lignende episoder, men at jeg bare havde fortrængt dem og aldrig handlet på de oplevelser. Næste morgen skete der noget mærkværdigt. Da jeg stod op, kunne jeg mærke min krop. Den fortalte mig, at jeg havde brug for at ændre kurs. Jeg ringede til min konsulent Helle på hendes private telefon. Jeg brød fuldstændig sammen. Helle er jo fantastisk, som jeg også fortalte i afsnit 2 af dagbogen. Hun lyttede, mens jeg bare øsede ud. Jeg havde Lea hjemme, fordi hun var syg, og jeg skulle tage mig af hende. Jeg havde også et ekstra studie ved siden af mit studie, fordi jeg ville være bedre til at løfte opgaverne på den praktikplads, jeg passede ved siden af uddannelsen. Jeg skulle dygtiggøre mig. Stå stærkere. Så jeg arbejdede på praktikstedet, tog et kursus for at blive bedre til arbejdet og så læste jeg min akademiuddannelse ved siden af. Så havde jeg lige et hjem med madlavning og tøjvask, en mand og to børn. Nå ja – så kunne jeg heller ikke se. Helle lyttede til mig, og hun fortalte mig, hvad jeg skulle gøre. Jeg skulle ringe til min sagsbehandler og fortælle ham alt det, jeg lige havde sagt til hende, og derefter skulle jeg ringe til min læge og blive sygemeldt. Ikke fordi jeg var psykisk syg, men fordi jeg havde fået en rektion på en overbelastning, fordi jeg ikke havde lyttet til mig selv, og tingene var gået alt for stærkt.
Da jeg har klaret alle opkaldene, tog jeg Lea op af barnevognen. Jeg sad på gulvet med hende og græd. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Men det vidste min lille datter på blot halvandet år. Hun stod foran mig og kiggede på mig. Hun sagde ingenting. Hun vendte sig rundt og tog et stykke legetøj og kom hen til mig igen. Hun satte sig helt tæt ind til mig. Her sad hun et lille stykke tid, og til sidst kom hendes lille hånd op på min venstre kind. Min lille pige kunne mærke, hvordan jeg havde det. Hun gav mig al sin kærlighed. Den havde jeg ikke taget imod længe. Hvis jeg nogensinde har taget imod den. Det ved jeg faktisk ikke. Men lige i dét sekund blev jeg klar over, hvad der betyder noget i mit liv. Det gør mine børn og min kæreste. Det må aldrig være dem, der bliver ladt i stikken, fordi jeg skal klare studie, arbejdsliv og karriere. Fordi jeg ikke tager mig selv alvorligt.
Og hvad så nu? Jeg ved det ikke rigtig. Jeg er stoppet på min praktikplads og har sat mit studie på pause. Jeg er begyndt hos en terapeut. Hun er selv blind, forstår det hele og har givet mig nogle værktøjer, så jeg kan arbejde med mig selv. Floden render hverken stærkere eller mere effektivt af, at man står og pisker den. Det sagde hun til mig en af de første gange, jeg var hos hende. Hver gang det hele er ved at ramle, tænker jeg på de ord. Hvor rigtige de er. Hvor meget jeg har pisket mig selv. Hvorfor er selverkendelsen så svær? Hvorfor er det så svært at tage sig selv alvorligt? Mærke sig selv? Acceptere sig selv? Jeg har pisket mig selv dagligt i årevis. Fortalt mig selv, at jeg kunne gøre det hele bedre. Hele tiden haft dårlig samvittighed. Hvis jeg oplevede andre piske sig selv, som jeg har gjort det, ville jeg da ikke synes, det var i orden. Jeg har været min egen største fjende. Det må være min første selverkendelse. Det stopper nu. Jeg stopper nu. Skruer ned. Mærker, hvordan jeg har det. På den måde kan jeg blive den mor og den kæreste – det menneske – jeg allerhelst vil være. På den måde tror jeg, at jeg kan gennemføre den vigtigste uddannelse, som min veninde kaldte det – uddannelsen i at mestre mit liv som blind.
Vil du være med til at sikre, at Ann-Sofie og andre blinde mødre kan få den rette hjælp? Når du giver en Mors dags-gave til blinde og stærkt svagsynede, så kan vi i Dansk Blindesamfund fortsætte med at give den rette hjælp, når synet svigter.
I sidste afsnit af sin dagbog ser Ann-Sofie tilbage på året, der svinder bort, mens julesmåkagerne bager sprøde i ovnen, og ungerne pynter op. Et år med et personligt sammenbrud, men også et år, hvor hun blev stærkere, fandt sig selv, fik nærværet tilbage i familielivet og til sidst kunne erkende over for sine børn: Ja, mor er blind!
Jeg er blevet sygemeldt. Det føles som et nederlag. Og samtidig en forløsning. I årevis har jeg ignoreret mine følelser omkring det at miste så vigtig en sans som synet. Jeg har handlet mig væk fra følelserne. Hver søndag aften planlagde jeg den næste uge, og jeg proppede så meget i min kalender, at det blev helt umuligt for mig at overkomme. Jeg vidste det egentlig godt, men jeg lukkede øjnene for det. Jeg accepterede, at sådan var livet bare, når man havde små børn, i gang med en uddannelse, passede et arbejde og samtidig forsøgte at komme ud på…
I forrige afsnit fortalte Ann-Sofie om sit liv som mor, og hvordan hun balancerer blindhed og en travl hverdag med børn. I dette afsnit af en blind mors dagbog erkender Ann-Sofie, at hun ikke behøver at gøre alting selv. At hun ikke har overskuddet, og at det er ok at få hjælp. Og så fortæller hun om at knytte et tæt bånd til konsulenten fra Dansk Blindesamfund og spejle sig i et andet menneske med synshandicap.
Jeg kommer aldrig til at acceptere, at jeg har mistet synet. Men jeg har valgt at få det bedste ud af det. Ligesom jeg selv er blevet inspireret af mennesker, jeg har mødt, ønsker jeg at inspirere andre til at leve et liv med de udfordringer, man nu engang har fået tildelt. For mig handler det om at vælge livet til. Være omstillingsparat og løsningsorienteret. Jeg vil i min dagbog dele mine tanker om mit liv som blind.
