Jytte fik konstateret tør AMD i sin alderdom: Sådan holder hun sig aktiv

Jytte er 94 år. Under en køretur for cirka fem år siden begyndte de første snigende tegn på øjensygdommen tør AMD at vise sig. I dag er hun stærkt svagsynet. Men hun forsøger alligevel at holde sig aktiv, selvom det kan være udfordrende: ”Hvis man ikke gør noget selv, så sker der ikke noget”, siger hun.

Du bliver mødt af fuglepip, en skrattende radio og et stort smil, når du træder ind i 94-årige Jyttes lejlighed. Hjemmet er indrettet med flere flotte billeder, borddekorationer og bøger i lange rækker. Og i køkkenet sidder to undulater i et bur. Ud fra deres pip at bedømme er de ganske tilfredse med tilværelsen i københavnerlejligheden.

Går man på opdagelse i lejligheden finder man spor på et langt levet liv, fyldt med aktiviteter og oplevelser. Og sådan er det egentlig stadigvæk.

Man kan nemlig ikke andet end at blive glad og inspireret af den ældre dames mod på livet.

Ture til Dansk Blindesamfunds botilbud Solterrasserne i Valby, strikning, vævning og varmtvandsgymnastik er blot nogle af de aktiviteter, Jytte foretager sig. Og det selvom øjne, ben og en manglende ledsager efterhånden sætter sine begrænsninger.

Fik konstateret øjensygdommen tør AMD

For fem år siden skulle Jytte køre sine nevøer hjem. Det gik fint til at starte med, men på vejen hjem kunne hun pludselig ikke se cykelstien. Selvom hun vidste, at der skulle være en.

Da hun efterfølgende kom til øjenlægen var diagnosen klar: Tør AMD. AMD står for Aldersrelateret Macula Degeneration og er altså et aldersbetinget slid af nethinden. Der findes både en våd AMD og en tør AMD. Mens våd AMD kan behandles, så findes der endnu ikke en behandling af tør AMD.

Og selvom Jytte er en inspirerende og livsglad person, der prøver at holde sig aktiv på trods af sit synshandicap, så var lægens dom ikke helt nem at forholde sig til.

”Ja. Man bliver faktisk slået lidt ud af det. Der blev jeg altså, hvad skal jeg sige... Jeg blev noget nedtrykt,” får Jytte sagt efter en længere pause, hvorefter hun sætter ord på sine tanker efter diagnosen:

”Neej, skal du nu ende som blind – hvad gør du? Kan du klare dig derhjemme? Eller skal du nu flytte igen? For det er ikke noget, jeg holder af. I min barndom flyttede vi ustandseligt. Så da jeg begyndte at få det dårligt med synet, tænkte jeg ”Ååh nej, hvis du skal flytte, hvad gør du?”, fortæller Jytte.

Så galt er det dog ikke gået endnu. Jytte bor stadig i sin lejlighed, som hun nu har boet i i 14 år. Hun kan stadig bevæge sig ned ad trapperne, hvis hun skal gå en kort tur udenfor. Men det kræver kræfter, og hun er afhængig af, at hendes syn ikke bliver værre, hvis hun skal blive boende. Og siden hun fik konstateret tør AMD for fem år siden, er Jyttes syn desværre blevet dårligere.

”Det er blevet svagere. Jeg ser dårligere, og det er mere tåget. Jeg kan ikke fokusere på et bestemt punkt. Jeg kan se omridset, men jeg kan ikke se et ansigt for eksempel” forklarer Jytte.

Tager turen til Solterrasserne to gange ugen

På trods af de udfordringer, øjensygdommen AMD giver Jytte, så forsøger hun alligevel selv at gøre noget for at holde sig aktiv.

To gange om ugen bliver hun hentet af kommunens transport og kørt ud til Dansk Blindesamfunds botilbud, Solterrasserne i Valby, sammen med flere andre ældre. På den måde er hun efterhånden ved at få en omgangskreds, hvilket ellers ikke er givet, når man bliver blind i sin alderdom.

”Nogen har jo, gudskelov, noget netværk, men jeg har ikke meget netværk. For det første er jeg nået den alder, hvor ens omgangskreds efterhånden falder væk. Det er jo helt naturligt. Og jeg har en søn, men han bor og arbejder i Grønland. Og mit barnebarn og hans familie bor i Jylland”, siger Jytte.

Derfor er turene til Solterrasserne også et vigtigt element i hverdagen. Senest har hun sammen med de andre besøgende været en tur til Dragør, som Solterrasserne havde arrangeret.

”Vi snakker sammen, og så er vi nogle, der går sammen og strikker. Jeg er også begyndt at væve, og engang imellem laver vi gymnastik” fortæller Jytte begejstret.

Ved siden af turene til Solterrasserne har Jytte også holdt fast i en aktivitet fra før, hun fik sit synshandicap. Et par gange om måneden går hun til varmtvandsgymnastik arrangeret af Gigtforeningen. Da hun ikke længere selv kan køre, bliver hun hentet af et par bekendte, hun har lært at kende gennem aktiviteten. 

Sammen med de andre er hun i vandet 40-50 minutter og laver øvelser, som en underviser har planlagt.

”Der er kontrol med os. Vi skal jo røre os”, griner Jytte, der godt kan mærke, at hun er træt efter en time i bassinet.

”Det er dejligt at komme hjemmefra. Hvis jeg skulle sidde her hele dagen. Altså, det er ikke mig. Jeg har jo ikke nogen, der kommer her”, siger hun.

Strikningen var Jytte dog i starten nødt til at lægge på hylden, da hun fik konstateret tør AMD. Det var ikke længere muligt at slå masker op, og hvis hun var i gang med noget og tabte nogle masker, kunne hun ikke se dem og starte forfra. Men det ændrede et hjælpemiddel og en tur på Fuglsangcentret på.

Fuglsangcentret fik gang i fingrene

Efter Jytte var stoppet med strikningen som følge af sin AMD-diagnose, var hun en tur på kommunens hjælpemiddelcenter i Husum.

Her havde de en luplampe stående. En luplampe er en lampe, der kan bevæges og indstilles, så den passer til personens siddestilling. Oven på lampen er der en lup, som man kan se ned igennem, mens der bliver kastet lys på det, man retter lampen imod.

Ved siden af kommunens udstillingsmodel lå der strikketøj klar til at blive afprøvet. På det tidspunkt havde Jytte jo egentlig opgivet den aktivitet, men hun spurgte alligevel, om hun måtte prøve at tænde lampen.

Efter at have afprøvet strikketøjet med luplampen var Jytte så begejstret, at hun, ved hjælp af en velvillig konsulent fra kommunen, fik ansøgt om at få luplampen. Den gjorde hende nemlig i stand til at samle masker op, og det gav Jytte mod på at komme i gang med strikningen igen.

Det lykkedes heldigvis at få luplampen, og i dag er strikningen en af de aktiviteter, Jytte har stor glæde af i hverdagen.

”Jeg har lavet meget håndarbejde i sin tid. Og man får det jo i fingrene, så man kan føle sig frem til det. Dem, der slet ikke kan se, de sidder bare sådan (Jytte kigger væk, mens hun strikker). Og det gør jeg jo også efterhånden. Så jeg behøver ikke at se på det, og det er altså en fordel, nu når jeg har fået det sådan her,” fortæller Jytte.

Og strikningen var bare starten på mere arbejde med fingrene for Jytte. Hun har blandt andet været på et specielt tilrettelagt kursus for blinde og svagsynede på Fuglsangcentret, hvor der var fokus på håndarbejde.

Her blev hun inspireret til at flette en stor strikkekurv og flere små kurve, hun bruger rundt omkring i sin lejlighed.

”Ja, vi var altså flittige. Vi gik op i det. Vi var syv på holdet, og vi lavede flere forskellige ting hver især. En lavede en dejlig serveringsbakke med hank og det hele. Det var rigtig sjovt”, mindes Jytte, der lige for tiden er i gang med at strikke en trøje og væve en pude med hovedstøtte til sin niece.

Efter at have overvundet de første udfordringer er håndarbejdet altså blevet en stor del af Jyttes dagligdag. Selvom mange ting har skulle læres helt forfra igen.

Og det synshandicap, som følger med diagnosen tør AMD, sætter da også sine begrænsninger på andre måder. Det viser sig for eksempel ved, at Jytte er meget afhængig af hjælp og støtte, hvis hun skal bevæge sig uden for lejligheden.

Måtte takke nej til bryllupsinvitation

”Ja, man bliver jo efterhånden nødt til at erkende det” siger Jytte nedslået.

”Det er næsten det sværeste. Jeg var inviteret til et stort bryllup her i august. Der kom jeg til erkendelsen; ”Nej, du må sige nej. Du kommer ikke.” For det skulle holdes i en kirke på Sydsjælland, jeg ikke kender. Hvordan finder du rundt der? Hvor finder jeg et toilet? Hvor skal jeg sidde? Hvem taler jeg med? Der skulle jo temmelig mange mennesker med, og jeg tænkte: ”Jamen, du kan jo ikke se, hvem du taler med.” Og det kan jeg jo ikke. Dem, jeg er vant til at omgås, der kender jeg stemmerne. Der skal man jo begynde at høre efter, hvem det er, man taler med. Men jeg kan ikke se ansigtet. Er det nu den, du regner med?” siger Jytte.

Hun fortsætter med at fortælle, at hun ville ønske, hun kunne få en ledsager, som andre, der får et synshandicap, når de er under 67 år, kan benytte sig af.

”Der skulle jeg faktisk have en ledsager med. Men det kan jeg jo ikke få. Min sygeplejerske ovre ved min læge har skaffet mig en af hendes bekendte, som gerne vil være besøgsven, men hun arbejder og er næstformand i et forbund. Så det er begrænset. Og jeg kan ikke lide at ringe hele tiden. Forstår I det? At bede nogle andre om at gøre det og det for mig? Vil du køre mig derhen? Det er SÅ træls,” forklarer Jytte og siger, at det ville betyde utroligt meget for hende at få en ledsager.

Og det forstår man godt. Det er nemlig ikke kun invitationer til begivenheder, Jytte må takke nej til. Synshandicappet og hendes dårlige ben sætter også begrænsninger med hensyn til daglige gøremål.

”En af hjemmehjælperne har desværre fået ødelagt en af tapperne på mit armbånd, og det skal jeg hen til guldsmeden og have lavet. Det er et værksted, jeg kender fra før i tiden, men jeg tør ikke gå derhen. Jeg skal i banken og hente penge, fordi jeg ikke har nogen. Jeg kan ikke komme i banken. Jeg kan ikke stå ude på gaden og ikke kunne se. Jeg skal have nye støttestrømper. Jeg tør ikke tage derind. Og jeg kan ikke køre med Flexkørsel hver gang. Så mange ture har vi ikke,” fortæller Jytte.   

Man kan tydeligt mærke, at det er noget, der frustrerer den ellers livsglade og handlekraftige ældre dame. Hun vil gerne ordne tingene, men har bare brug for en smule hjælp et par gange om ugen.

Manglende hjælp skal ikke være en stopklods i hverdagen

Men der skal alligevel mere til at slå Jytte ud. Hun har igennem størstedelen af sit voksne liv dyrket yoga og har altid været vant til at røre sig.

Selvom hun ikke længere kan dyrke yoga, fordi lægen har fortalt hende, at ryggen ikke kan holde til det, så gør hun, hvad hun kan for at finde andre måder at holde sig aktiv på.

Og det er ifølge hende selv helt centralt.

”Det er jo ikke det hele, der er skidt. Der er mange, der siger ”Jamen, jeg sidder bare her.” Jo, men hvis ikke man gør noget selv, så sker der ikke noget. Man er nødt til selv at gøre noget for det,” siger Jytte.

Og det må man sige, at hun gør. Strikning, vævning, varmtvandsgymnastik og ture til Valby. Det er alligevel noget for en 94-årig med et slemt synshandicap. Og man kan mærke, at hun har mod på mere. Der er flere trøjer og håndklæder, der skal strikkes, og flere armsving, der skal tages i det varme vand sammen med de andre motionister.  

Der er bare lige det med ledsageren. Så hun kan klare de daglige indkøb og få repareret sit armbånd. Som hun selv udtrykker det:

”Det kan ikke være rigtigt, at dem under 67 år, de kan godt få en ledsager. Og jeg, på 94 år, kan ikke få en ledsager”, siger Jytte.

Nej, det er svært at forstå. Men hun har allerede skrevet brev til kommunen, og nu har hun i hvert fald sagt, hvad hun mener, og gjort, hvad hun kunne. Som sædvanlig.