I sidste afsnit af sin dagbog ser Ann-Sofie tilbage på året, der svinder bort, mens julesmåkagerne bager sprøde i ovnen, og ungerne pynter op. Et år med et personligt sammenbrud, men også et år, hvor hun blev stærkere, fandt sig selv, fik nærværet tilbage i familielivet og til sidst kunne erkende over for sine børn: Ja, mor er blind!
Mor, du har virkelig mange kasser med julepynt! Ungerne er begejstrede. Mikkel slæber kasserne ned fra loftet, og ungerne har glædet sig i ugevis til at pynte hele huset op til jul. Jeg har flettet en masse pynt i pil, som vi skal dekorere med lyskæder og nisser. Ungerne har også været med til at lave adventskransen, og nu står den snart på julebag. Stemningen kryber lige så langsomt ind på mig, men julen er alligevel lidt anderledes i år. Det har være et hårdt år med mange op- og nedture. Jeg har virkelig tænkt over mit liv og tilbage står, at det vigtigste altid vil være mine børn og min familie. At være nærværende, give mig tid til bekymringsfrit at lege med dem og bare være mig – Ann-Sofie, en blind mor, der gør sit bedste - og det er godt nok.
Dig, der har læst med i min dagbog hele året, ved godt, at det ikke har været nemt for mig at komme til det sted i livet, hvor jeg kan leve med at være synshandicappet. Tidligere på året gik jeg ned med et brag, blev sygemeldt og piskede mig selv, fordi jeg ikke var en god nok mor. Fordi jeg ikke gjorde tingene godt nok. Jeg insisterede på at gøre alting selv. Det skulle mit synshandicap i al fald ikke forhindre. Jeg nægtede at se synshandicappet i øjnene. At definere mig selv som synshandicappet var det værste i hele verden.
Heldigvis ramte jeg bunden. Det lyder mærkeligt at sige heldigvis, men jeg er faktisk taknemmelig for, at det hele blev for meget. Det gav mig nemlig muligheden for at stoppe op og reflektere. Jeg ser det, som om livet gav mig en håndsrækning. Først var jeg sur over, at det skulle være nødvendigt, men så begyndte jeg at indse, hvor vigtigt det var at lære min nye identitet at kende. Jeg ville kunne mærke mig selv i alle situationer. Jeg er dog først lige begyndt at lære, at det er i orden, at mit følelsesregister render afsted med mig. Det er faktisk helt i orden, at jeg føler, som jeg gør i forskellige situationer. At jeg er et menneske med alt, hvad det indebærer.
I mange år har jeg undskyldt over for min kæreste, hver gang jeg blev ked af det eller reagerede meget voldsomt. Han har altid bare taget min hånd, givet mig et knus, hvisket i mit øre, at jeg ikke skal undskylde, at jeg er et menneske. Jeg synes, det var noget vrøvl, men nu begynder jeg at forstå, hvad han mener, og endnu en gang er jeg dybt taknemmelig for, at jeg har ham.
I min søgning på min nye identitet har jeg haft enormt svært ved at finde ud af, hvorfor jeg ikke har accepteret mit synshandicap og bare blokeret for det. På et tidspunkt sagde en veninde til mig, at jeg ikke måtte sammenligne mig med seende. At jeg havde brug for at være sammen med andre med synshandicap. At det var sammen med ligestillede, jeg kunne finde ud af, hvem jeg var. Jeg summede over det, hun havde sagt, og kunne mærke, hun havde fat i noget. Derfor tog jeg imod flere kursustilbud fra Dansk Blindesamfund. Det var en mulighed for både at blive fagligt dygtigere, men også finde ud af, hvad jeg kan med mit synshandicap. Og ikke mindst møde andre ligestillede, som er i samme situation som mig, eller som har været.
Jeg må bare sige, at mine parader er sænket. Det giver virkelig noget at møde andre med synshandicap, snakke om vores forskellige udfordringer og spejle mig i deres personligheder. Det har virkelig forandret mig og ændret mit perspektiv. Jeg har opdaget, at jeg faktisk gør mit bedste. Jeg gør det faktisk fantastisk det meste af tiden, og som menneske kan man ikke gøre alting 100 procent rigtigt hele tiden. Jeg har opdaget, at jeg er meget længere i min udvikling som synshandicappet, end jeg gik og troede.
Jeg har også været afsted med min familie. Jeg havde så meget modstand, da vi tog på kurset ”Familien i fokus”. Lige pludselig skulle jeg jo tage mine børn med ind i en verden, som jeg ikke engang selv har turdet gå ind i. Det var enormt grænseoverskridende for mig. Da vi sad i bilen på vej til Fuglsangcentret, havde jeg våde håndflader og var rystende nervøs. Jeg var lige pludselig virkelig blind. Jeg var nødt til at forholde mig til mit synshandicap. Nødt til at kunne sige: Ja, søde unger, I har en blind mor.
Mine unger og min kæreste var selvfølgelig af en helt anden opfattelse. De så det som en ferie og glædede sig som små børn til at komme på Fuglsangcentret og blive forkælet. Dagene gik, og vi mødte mange forskellige familier, som stod i samme situation som os. Lige pludselig gik det op for mig, at jeg ikke var alene. At vi gør det rigtig godt som familie, at jeg kan være stolt af, hvem jeg er som menneske. At vi på mange måder får vendt begrænsninger til muligheder i min familie. Vi talte meget om det med at have børnene med i køkkenet, og flere familier havde det svært med at finde overskud eller måder at gøre det på. Mine børn er altid med i køkkenet, og ja, det bliver beskidt og svært indimellem, men det er også sjovt og hyggeligt. Det var bare en lille ting, men jeg følte mig på rette vej. Det var jo noget, jeg godt kunne klare. Ligesom når vi er i haven, og jeg flækker brænde, så ved børnene, at de skal give mig et lille dask på benet, så jeg ved, når de er i nærheden af mig.
Det er små ting, men summen af dem alle gør, at jeg stoler mere på mig selv. Jeg kan mærke mig selv igen og bruge min intuition og mavefornemmelse. Jeg har faktisk følelsen af at være godt på vej. Jeg har fået mod på igen at få et arbejdsliv. Jeg vil gerne tilbage til landbruget. Jeg savner det erhverv helt vildt, så det skal jeg tilbage til på min egen måde. Jeg har fundet troen på fremtiden og fået øje på alt det, jeg kan både som mor og som menneske.
Vil du være med til at sikre, at Ann-Sofie og andre blinde mødre kan få den rette hjælp? Når du giver en Mors dags-gave til blinde og stærkt svagsynede, så kan vi i Dansk Blindesamfund fortsætte med at give den rette hjælp, når synet svigter.
I sidste afsnit af sin dagbog ser Ann-Sofie tilbage på året, der svinder bort, mens julesmåkagerne bager sprøde i ovnen, og ungerne pynter op. Et år med et personligt sammenbrud, men også et år, hvor hun blev stærkere, fandt sig selv, fik nærværet tilbage i familielivet og til sidst kunne erkende over for sine børn: Ja, mor er blind!
Jeg er blevet sygemeldt. Det føles som et nederlag. Og samtidig en forløsning. I årevis har jeg ignoreret mine følelser omkring det at miste så vigtig en sans som synet. Jeg har handlet mig væk fra følelserne. Hver søndag aften planlagde jeg den næste uge, og jeg proppede så meget i min kalender, at det blev helt umuligt for mig at overkomme. Jeg vidste det egentlig godt, men jeg lukkede øjnene for det. Jeg accepterede, at sådan var livet bare, når man havde små børn, i gang med en uddannelse, passede et arbejde og samtidig forsøgte at komme ud på…
I forrige afsnit fortalte Ann-Sofie om sit liv som mor, og hvordan hun balancerer blindhed og en travl hverdag med børn. I dette afsnit af en blind mors dagbog erkender Ann-Sofie, at hun ikke behøver at gøre alting selv. At hun ikke har overskuddet, og at det er ok at få hjælp. Og så fortæller hun om at knytte et tæt bånd til konsulenten fra Dansk Blindesamfund og spejle sig i et andet menneske med synshandicap.
Jeg kommer aldrig til at acceptere, at jeg har mistet synet. Men jeg har valgt at få det bedste ud af det. Ligesom jeg selv er blevet inspireret af mennesker, jeg har mødt, ønsker jeg at inspirere andre til at leve et liv med de udfordringer, man nu engang har fået tildelt. For mig handler det om at vælge livet til. Være omstillingsparat og løsningsorienteret. Jeg vil i min dagbog dele mine tanker om mit liv som blind.
