Genetik og arvelighed

Her kan du få detaljeret viden om gener, der relaterer sig til øjensygdommen Retinitis Pigmentosa, og hvordan de videregives.

Genetik er et komplekst område, og med hensyn til Retinitis Pigmentosa er det særligt kom­pli­ceret, fordi der findes rigtig mange forskellige gener og mutationer, der kan med­føre Retinitis Pigmentosa. Det er også årsagen til, at der findes mange forskellige former for Retinitis Pigmentosa.

Arveforholdene for Retinitis Pigmentosa er ofte vanskelige at udrede, så vejledning af patienter med Retinitis Pigmentosa kræver derfor specialviden.

Arveanlæggene (generne) videreføres fra generation til generation. I nogle tilfælde er denne arvelighed let at påvise, fordi én eller flere fa­mi­li­e­medlemmer får sygdommen, men i de fleste tilfælde er der kun et tilfælde i fa­milien. Alligevel kan det godt være arveligt som såkaldt “skjult arv”.

Får mit barn Retinitis Pigmentosa, hvis jeg har sygdommen?

Retinitis Pigmentosas arvelighedsform eller arvegang danner sit eget mønster af ramte og ikke-ramte familiemedlemmer. For eksempel kan forældre, som ikke har Retinitis Pigmentosa, få børn med Retinitis Pigmentosa, og forældre med Retinitis Pigmentosa kan få børn med eller uden Retinitis Pigmentosa. Det er altså ikke sikkert, at ens barn får Retinitis Pigmentosa, selv om man selv har sygdommen.

I nogle familier vil kun mandlige medlemmer blive ramt, mens de kvindelige vil være bærere af ar­velighedstrækket, uden de selv viser tegn på sygdommen.

Der findes også ganske mange enkeltstående tilfælde, hvor et individ synes at være det ene­ste familiemedlem, som har nethindesygdommen. Dette kan skyldes en ny­op­stå­et mutation, hvor mutationen opstår hos denne ene person for første gang, eller det kan skyldes, at begge forældre har været bærere af et hidtil ukendt vi­gende eller ”recessivt” anlæg (se forklaring nedenfor).

Hvordan foregår nedarvningen af Retinitis Pigmentosa?

De forskellige former for Retinitis Pigmentosa skyldes tilstedeværelsen af et eller to mu­ta­ti­ons­ram­te gener.

Nedarvningen sker typisk på tre måder: Autosomal dominant arv ”AD-RP”, Automalt recessiv arv ”AR-RP”, X-bunden arv ”XL-RP”. 

I sjæld­ne­re tilfælde forekommer også det, der kaldes mitokondriel arv.

Et individs træk er bestemt af specifikke gener på kromosomerne. Kromosomerne indeholder DNA, som er det molekyle, der opbygger generne ”arvematerialet”.

Hver celle hos mennesket indeholder 46 kromosomer (23 par). Et individ har 22 par matchende kromosomer (autosomer) og et par kønskromosomer (X og Y). Autosomerne nummereres fra nr. 1 til nr. 22. Et individ med to X kro­mo­somer (XX) vil være en kvinde, og hvis individet har et X og et Y (XY), er det en mand.

I hvert kromosompar stammer det ene kromosom fra faderen og det andet fra moderen, og på denne måde har man to kopier af hvert gen – et nedarvet fra mor og et nedarvet fra far. Kønsceller indeholder derfor 23 kro­mosomer.

Hver celle har to par af de 23 forskellige kromosomer. Hvert kro­mosom indeholder tus­ind­vis af gener, der er for små til at væ­re syn­lige med det blotte øje.

For hver egenskab har man et gen fra moderen og et fra faderen, dvs. et gen­par. Generne for bestemte egenskaber har bestemte pladser på bestemte kro­mosomer.

Nogle sygdomsgener er dominante, dvs. de overskygger det and­et gen i genparret. Andre gener er recessive, hvilket betyder, at begge gen­er bidrager til dannelsen af gen-produktet proteiner.

Arvelige sygdomme skyldes forandringer, ”mutationer”, i bestemte gener, der er lokaliseret på bestemte kromosomer – enten autosomerne eller køns­kro­mo­somerne.

Typen af gen og mutation afgør, hvilken type arvegang det med­fører. Nedenfor er beskrevet de hyppigste typer af arvegange i detaljer.

Autosomal dominant arvegang (AD-RP)

Billedet viser, at hvis en forælder (enten faderen eller moderen) med Retinitis Pigmentosa har et dominant gen, så er der 50% risiko for, at man får børn med Retinitis Pigmentosa.

Denne dominante arvegang skyldes tilstedeværelsen af en mutation i et do­mi­nant gen på et af autosomerne. Det kan derfor ramme både mænd og kvin­der. Det kan videregives til sønner og døtre, og sygdommen optræder ofte i flere generationer uden at springe en generation over. Ofte har personer, der lider af sygdommen, en far eller mor med samme sygdom.

Børn af en syg­doms­ramt person har en risiko på en ud af to for at få sygdommen. I sjældne tilfælde ser det ud til, at sygdommen kan springe en generation over. Men sæd­vanligvis kan et raskt barn ikke overføre sygdommen videre til sine børn.

Autosomal vil sige, at genet sidder på et af de 22 par autosomer. Hvis et auto­somalt gen har fået en mutation, som er dominant, er sygdommen do­mi­nant arvelig, hvilket indebærer, at individet kun skal have sygdomsgenet på det ene kromosom for at få sygdommen (det vil sige, at det er nok at have ar­vet det fra den ene forælder). Hvis den ene forælder har et sådant syg­doms­gen, vil der altså være 50% risiko for at give det syge gen videre til barnet, og dermed har barnet 50% risiko for at få sygdommen – uanset køn.

Den dominante form for Retinitis Pigmentosa kan ramme samtlige generationer af en fa­milie. Eftersom Retinitis Pigmentosa optræder i familier, bør alle i en påvirket familie gen­nem­gå en grundig øjenundersøgelse. Hvis man planlægger at få børn, bør man de­suden søge genetisk rådgivning for at vurdere risikoen for overførsel til næ­ste generation.

Autosomal Recessiv arvegang (AR-RP)

Ved recessiv arvelighed bærer begge forældre de gener, der forårsager Retinitis Pigmentosa. Forældrene er selv raske, men der er 25% sandsynlighed for, at deres barn vil få Retinitis Pigmentosa. Hvis en af forældrene har recessiv Retinitis Pigmentosa (og derfor bærer to sygdomsgener), og den anden er rask bærer af det samme gen, er sandsynligheden 50% for, at deres barn vil få Retinitis Pigmentosa

Et menneske, der kun har et enkelt mutationsramt recessivt gen, vil ikke have syg­­dommen, men kaldes en bærer eller ”konduktor”. Sygdommen vil altså kun komme til udtryk, hvis to mennesker med det præcis samme recessive gen får børn sammen. Men kun hvis begge forældre bidrager med det mu­ta­ti­ons­ramte gen, vil det føre til, at barnet arver sygdommen.

To bærere af den samme mutation kan i nogle tilfælde være beslægtet med hin­anden længere tilbage, og de har således fået deres mutationsramte gen fra en fælles bedstefar eller bedstemor eller fra en endnu fjernere fælles slægt­ning. Men det kan også ske, at ubeslægtede bærere af samme mutation til­fældigvis gifter sig med hinanden.

Som tidligere beskrevet er risikoen for, at to bærere får et Retinitis Pigmentosa ramt barn ”lige­gyl­digt af hvilket køn” 1 ud af 4 (25%) for hver graviditet. Omvendt er chancen for, at de får et raskt barn, 3 ud af 4.

Da de fleste familier i vore dage kun har 1 til 3 børn, er det meget almindeligt, at bærere kun har et barn med sygdommen. Sådanne isolerede tilfælde af Retinitis Pigmentosa optræder meget ofte, men det er vigtigt, at en specialist stiller en meget omhyggelig diagnose. Det er nemlig ikke alle tilfælde af isoleret optræden af Retinitis Pigmentosa, der er af den autosomale recessive type. Derfor kan det være vigtigt med genetisk rådgivning, også selv om man er den eneste i familien med sygdommen.

Bæ­rere af et sygdomsgen har ikke sygdommen, men kan godt give det syge gen videre. Hvis barnet modtager sygdomsgenet fra kun den ene forælder, vil barn­et ikke få sygdommen, men selv blive bærer af sygdommen. For at blive syg skal begge barnets forældre som sagt være bærere, og barnet skal mod­ta­ge et sygdomsgen fra hver af dem. Hvis begge forældre er bærere, er der 50% risiko for at få børn, der selv er bærere.

Mennesker med AR-RP har altså kun en meget lille risiko for at videregive syg­dommen til deres børn eller børnebørn. Men alle deres børn vil blive bærere, og deres børnebørn vil have sandsynligheden 1 ud af 2 for at blive bæ­rer.

X-bunden recessiv arvegang (XL-RP)

Ved denne form for arvegang befinder det ændrede eller muterede gen sig på X-kromo­somet.

Denne form for Retinitis Pigmentosa har navn efter det ændrede eller muterede gen, der findes på X-kromosomet.

Kvinder med det muterede gen på et af deres X-kromosomer er bærere, og de fleste har påviselige tegn på Retinitis Pigmentosa, skønt udviklingsforløbet sædvanligvis er meget mildt. Mange har symptomer på natteblindhed, men symptomernes svær­hedsgrad varierer fra den ene bærer til den anden, og de er aldrig så hårdt ramt som mænd i samme aldersgruppe med denne form for Retinitis Pigmentosa.

En kvinde, der er bærer, har en risiko på 1 ud af 2 (50%) for, at en søn får Retinitis Pigmentosa, og der er samme sandsynlighed for, at en datter er bærer. Mænd, som har det mu­terede gen på deres X-kromosom, kan aldrig videregive sygdommen til deres sønner, for de får jo kun et Y-kromosom fra faderen og ikke et X. Alle døtre efter XL-RP ramte mænd vil blive bærere, da de jo får faderens X-kro­mo­som

Hvis en kvindelig bærer får børn med en rask mand, vil der altså være 50% sand­synlighed for, at deres sønner vil få sygdommen og 50% sandsynlighed for, at deres døtre vil blive bærere af genet. Ved X-bundet arvelighed kan bær­er­ne ofte identificeres. Hvis en mand med X-bundet Retinitis Pigmentosa får børn med en kvin­de, der ikke bærer genet, vil deres sønner ikke være påvirket, men alle deres døt­re vil blive bærere.

Den sjældne fjerde arvegang (mitrokondriel arv)

Der forskes meget i arvegangen, og det har vist sig, at der også findes en sjæl­den fjerde arvegang. Dens genetiske mønster kaldes for digenisk arv. Det betyder, at mutationer i to gener spiller sammen og udløser sygdommen. Arvemønsteret kan her være mere komplekst.

En sidste sjælden form for arvegang er det, der kaldes for mitokondriel arv, hvor det muterede gen er placeret i den del af cellerne, der kaldes for mi­to­kon­drier. Mitokondrier er cellens kraftværk og er placeret i cellen cytoplasma. De overføres med ægcellen, og derfor arves disse sygdomme gennem mod­er­en. Sygdommene er sjældne, men ofte også alvorlige og kan ramme flere for­skellige organer.

Giv et bidrag

Med dit bidrag kan vi blandt andet hjælpe børn og unge med synshandicap, støtte øjenforskning og uddanne flere førerhunde. Sammen kan vi varetage blinde og stærkt svagsynedes interesser og arbejde for, at de også bliver en del af fællesskabet.