MitID i praksis med skærmforstørrer
Denne vejledning viser dig, hvordan du bruger MitID på en iPhone eller iPad, hvor MitID-appen er installeret og aktiveret. Vejledningen her viser også, hvordan du bruger din kodeoplæser, når du skal logge på med MitID.
Vejledning i, hvordan du logger på/godkender med MitID
I denne vejledning tager vi udgangspunkt i den officielle mitid-hjemmeside.
Åbn hjemmesiden:
Find knappen: “Log på”.
- Indtast dit bruger-id.
- Tryk enter eller tryk på knappen “Fortsæt”. Du vil nu se, at du skal godkende med MitID-appen.
- Åbn appen: MitID på din telefon/tablet.
- Angiv din selvvalgte, personlige PIN-kode eller brug biometrisk genkendelse. Biometrisk genkendelse er enten Touch-ID eller Face-ID på iPhone eller iPad.
- Tryk på knappen: Godkend. Du er nu logget ind.
Bemærk: Nogle hjemmesider vil måske bede dig om at angive dit CPR-nummer første gang, du tager MitID i brug. Dette gælder eksempelvis banker, men sikkert også andre aktører.
Hvis du benytter MitID fra en telefon/tablet, hvor appen også er installeret, skal du selv åbne MitID-appen og efter godkendelse gå tilbage til det sted, hvorfra du skulle logge på. Bruger du eksempelvis Safari, E-boks eller lignende apps, skal du gå tilbage til den app, når du har godkendt via MitID-appen.
Der kommer ikke nogle push-notifikationer længere, når du skal godkende i MitID-appen.
Log på/godkend med kodeoplæser som identifikationsmiddel
Følg disse trin, når du vil logge på ved hjælp af en kodeoplæser:
Vi tager udgangspunkt i hjemmesiden: www.mitid.dk
- Åbn siden www.mitid.dk
- Find knappen: “Log på”.
- Indtast dit bruger-id.
- Tryk enter eller tryk på knappen “Fortsæt”. Du vil nu se, at du skal indtaste en kode.
- Find nu det edit-felt, hvori koden fra kodeoplæseren skal indtastes.
- Tryk på knappen nederst til højre på din kodelæser. Denne er rød og forsynet med en taktil markering. Har du haft en trykknap-telefon, sidder den der, hvor firkant plejer at være placeret.
- Koden læses op. Hvis du ønsker at koden gentages, skal du trykke på tallet: 5
- Indtast tal-koden, som du hørte kodeoplæseren sige og tryk enter eller klik på knappen “Godkend“.
- Du er nu logget ind.
Bemærk: Nogle hjemmesider vil måske bede dig om at angive dit CPR-nummer første gang, du tager MitID i brug. Dette gælder eksempelvis banker, men sikkert også andre aktører.