Øjenforskning

Øjenforskning gør en vigtig forskel for øjenpatienter og medvirker til, at færre bliver blinde og svagsynede i fremtiden.

Baseret på forskellige befolkningsundersøgelser skønner man, at der er cirka 32.000 borgere, der lever med et synshandicap af varierende sværhedsgrad. Den bedste vej til bekæmpelse af blindhed og svagsyn er forskning i nye behandlingsmuligheder. Det er ofte en intens og langvarig proces. Derfor uddeler Dansk Blindesamfunds Øjenfonden hvert år tæt på 2 millioner kroner til øjenforskning, der er med til at forbedre og redde synet hos mange.

Revolution på øjenområdet

Den største revolution på øjenområdet i nyere tid er behandlingen af våd AMD. Tidligere stod man magtesløs over for øjensygdommen, mens man i dag effektivt kan behandle sygdommen med medicinindsprøjtninger i øjet.

Behandlingen består af indsprøjtninger direkte ind i øjets indre, som hæmmer eller helt stopper væksten af blodkar. Man har nemlig fundet ud af, at AMD-patienter har et forhøjet niveau af vækstfaktoren VEGF i nethinden. Behandlingen består derfor af indsprøjtninger med antistoffer mod VEGF, der hæmmer væksten af nye blodkar og udsivning af væske og blod i nethinden. Behandlingen skal ofte gentages mange gange, men bremser i de fleste tilfælde sygdomsudviklingen. Behandlingen har også vist sig egnet til at reducere hævelse omkring det skarpe syn ved skader på nethinden som følge af diabetisk øjensygdom og ved komplikationer efter blodpropper i nethinden.

En ny undersøgelse viser, at våd AMD og synstruende forandringer ved diabetes, der kan behandles med anti-VEGF, nu er elimineret som hyppige årsager til svagsynethed og blindhed i Danmark. Det kommer særligt til udtryk ved, at vi før talte blinde i procenter for 20 år siden, så tæller vi dem i promiller i dag. Det svarer til et fald til en tiendedel af, hvad det var, før vi fik den nye behandling.

I dag arbejder forskere på at forbedre behandlingen, så patienter ikke skal sprøjtes med medicin så ofte eller på sigt kan erstatte indsprøjtninger med øjendråber. Der bliver også forsket på højtryk for at finde en behandling af tør AMD, som der endnu ikke er nogen kur imod.

Lovende forskning med genterapi

Den massive forskningsindsats i menneskets arvemasse og arvelige sygdomme har banet vejen for en ny behandling med genterapi. Meget tyder derfor på, at øjenforskning er klar til at tage endnu et kvantespring med genterapi. I de senere år er der nemlig kommet en række nye forskningsresultater, der lover godt for behandling af sjældne arvelige øjensygdomme, som hidtil har været uhelbredelige.

Den behandling der er længst fremme, går ud på at sprøjte en ikke-aktiv virus indeholdende et raskt gen ind i øjet på patienter med den sjældne arvelige nethindesygdom Lebers, der forårsager blindhed hos størstedelen af patienterne, inden de fylder 30 år. Ved at erstatte det defekte gen med et raskt gen, fjernes den mekanisme, der forårsager sygdommen, så Lebers-patienter kan bevare synet.

I Danmark er 12 patienter blevet behandlet med genterapien Luxturna. Flere patienter beretter om en forbedring af synet og bedre kan navigere i svag belysning. Langtidseffekten af behandlingen er dog fortsat ukendt. Det vides derfor ikke, om sygdomsprocessen bremses, eller bedres synet kun for en periode.

Genterapi målrettet andre gener relateret til andre arvelige nethindesygdomme er også nået langt og giver håb til mange øjenpatienter, der ellers har haft udsigt til en mørk fremtid.

Øjenfonden

Dansk Blindesamfund har sin egen forskningsfond, Øjenfonden, der hvert år uddeler tæt på 2 millioner kroner til nye forskningsprojekter, der er med til at forbedre og redde synet hos mange danskere. Fondens formål er netop at forebygge blindhed og afhjælpe synsnedsættelse gennem forskning.

Fonden giver både støtte til forskning i øjensygdomme og til forskning i, hvordan man afhjælper synsnedsættelse. Desuden står de bag uddannelse og oplysningskampagner.

Disse forskningsprojekter har Øjenfonden blandt andet støttet

Ny banebrydende behandling af våd AMD

Med bevillinger fra Dansk Blindesamfunds Øjenfond er professor og øjenforsker rykket et stort skridt nærmere en mere effektiv behandling af AMD ved hjælp af genterapi, der kun skal sprøjtes ind i øjet én gang.

Silja og Thomas Corydon sidder i laboratoriet iført hvide kitler og studerer i en fagbog

Børn kan sove sig til skarpt syn

Forskningsstudie støttet af Dansk Blindesamfund kan sætte en stopper for udviklingen af nærsynethed. Med natlinser er det muligt at bremse nærsynethed under hastig udvikling og dermed minimere risikoen for faretruende synskomplikationer.

Trine kigger i OCT der tager billeder af hornhinden

Kopi øjendråber rummer ukendte risici

Forskningsprojekt støttet af Dansk Blindesamfunds Øjenfond undersøger indholdet og udformningen af de mest anvendte øjendråber mod grøn stær og deres tilgængelige kopiprodukter på det danske marked.

Miriam står i hvid kittel i et laboratorium med en pipette i hånden