Ledsageordning fra 67 år
Dansk Blindesamfund tilbyder gratis ledsageordning til dig, som er blind eller stærkt svagsynet og over 67 år.
Hidtil har blinde og stærkt svagsynede over 67 år været afskåret fra at søge om ledsager. Det blev i 2021 ændret med en fireårig forsøgsordning, der skulle fortsætte til udgangen af 2024. Heldigvis er forsøgsordningen forlænget til 31. marts 2026. Det betyder, at du fortsat kan benytte ledsageordningen til at komme trygt på tur og deltage i samfundet.
Kort og godt om ordningen
Du kan få ledsagelse op til 15 timer pr. måned. Du har mulighed for at opspare timer inden for en periode på 6 måneder. Der kan derfor være op til 90 timer inden for en enkelt måned.
Du har mulighed for selv at udpege en ledsager. Du kan dog ikke udpege en ledsager, du deler husstand med.
Forsøgsordningen er forankret hos Dansk Blindesamfund, der står for visitationen til ordningen. Dansk Blindesamfund samarbejder med den eksterne leverandør DUOS, der varetager alle opgaver forbundet med selve ledsagelsen, herunder ansættelse og uddannelse af ledsagere.
For at være en del af målgruppen for forsøgsordningen, skal du leve op til disse kriterier:
- Du er blind eller stærkt svagsynet (dvs. du har en synsrest på max 10 % svarende til visus 6/60 eller derunder).
- Du er fyldt 67 år og har lovligt ophold i Danmark.
- Du modtager ikke ledsagelse efter servicelovens §97.
Hvis du er mellem 18 og 66 år, kan du søge om ledsagelse efter servicelovens §97.
Er du interesseret i at blive ledsager?
Så kan du kontakte DUOS for mere information på tlf. 36 34 79 00 eller læse mere på DUOS’ hjemmeside.